Viser opslag med etiketten gør det selv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gør det selv. Vis alle opslag

søndag den 13. november 2016

DIY papmache gine med silkepapir og slibning af papmache (4/5)


Papmacheginen som hun ser ud efter dagens indsats
og inden hun bliver lagt til tørre.

Når man sammenligner det øverste foto med det lige herunder er der meget stor forskel. Ikke kun i udseende men også i hvordan ginen føles i hænderne.

Papmache ginen slibes med groft sandpapir.
For at kunne få sandpapiret til at forme sig lettere
har jeg lagt en klud indeni.

Undervejs fik jeg slebet så meget nogle steder at de nederste
 lag viste sig og her øverst på den ene arm kom skærelinjen
 frem igen.
Under hele slibe processen er det vigtigt for mig at føle efter med mine fingre og mærke hvordan overfladen føles. For en ting er hvordan det ser ud, noget helt andet er hvordan det føles. Og det er vigtigt for mig at begge dele er i orden.
Også det nederste stykke af skærelinjen kom frem igen.
Til at lukke og gøre papmache ginen fin har jeg valgt
sølvfarvet silkepapir.
 Hvis jeg havde byttet rundt på rækkefølgen af avispapir og de tørre vådservietter kunne jeg nok have sparet en arbejdsgang og en hel masse tid. Men sådan er man jo så klog bagefter. Men i stedet for at ærgre mig over det, vælger jeg at glæde mig over min nye erfaring og den kan jeg få god glæde af næste gang. Du kan tilgengæld få glæde af mine erfaringer allerede første gang.
Jeg lægger store stykker silkepapir på ginen med
 en blanding af udendørs trælim og vand.

Så skal der slibes igen og denne gang holder jeg mig
mere i overfladen. Dvs. at jeg forsøger kun at få de
 folder væk som er kommet af silkepapiret.
 Jeg har tænkt på at man da godt kunne have ventet helt til slut med at slibe, men jeg er ikke sikker på at resultatet vil blive lige så godt. For når jeg sliber undervejs får jeg fjernet de store "fejl" og forstærket de svage steder og jeg tror på at slutresultatet bliver mere holdbart på denne måde.
Men der er stadig steder hvor jeg ikke er helt tilfreds
 med resultatet og må slibe mere af en oprindelig tænkt.

Jeg bruger korn 80 sandpapir til denne slibning.
Bag på det meget grove sandpapir som jeg startede med at bruge står der P40 og det fine som jeg bruger til at slibe det sølvgrå silkepapir der står der P80
Jeg er færdig med at slibe min papmache gine i denne
 omgang og som du kan se er der igen steder hvor jeg har
slebet igennem det yderste lag.

Til at forfine min papmachegine har jeg valgt sort silkepapir-
 Silkepapir er eminent til papmache. For det ligger sig tyndt og fint og hvis man er omhyggelig kan man helt undgå folder. Vær dog meget opmærksom på at det sorte silkepapir smitter af og det i en sådan grad at det efter kun få minutter sidder fast og ikke kan vaskes af med sæbe.

Det sidste lag silkepapir har jeg revet i små stykker og
 de bliver lagt så glat på ginen som overhovedet muligt.
 Indtil videre er jeg rigtig godt tilfreds med resultatet og jeg glæder mig til min papmache gine er tør og jeg kan arbejde videre på hende.
Jeg kan ikke komme til at arbejde mere i denne omgang,
da jeg nu ikke har noget sted at holde. For hvis jeg rører
ved det sorte silkepapir så risikerer jeg at det folder
og pludselig ligger i klumper, frem for at ligge glat.

Det der mangler nu er at få ginen tørret og så lagt de sidste lag på forneden.
I næste omgang skal min papmache gine finpudses og jeg har fundet sandpapir P150 frem og så skal hun skal monteres på en fod og "pyntes"...

Hvis du har lyst til at se (i meget hurtig gengivelse) hvordan jeg gjorde tingene i denne omgang, så kan du se videoen herunder.

 

På kreativt gensyn :-)
Pia

søndag den 6. november 2016

Lav selv papmache gine åben og luk kroppen + nyt papmachemateriale

Nogle gange springer jeg lidt i både indlæg og mine projekter. Det har jeg gjort denne gang, som du sikkert har bemærket. Halloween kom lige ind fra venstre og nogle af de mulighed der lå i den begivenhed lod jeg mig rive med af. Det blev til nogle fede græskar - når jeg selv skal sige det ;-)

Nu er jeg tilbage på sporet og fortsætter med min papmache gine - min kvinde gine med de dejlige runde former. I den seneste video viser jeg hvordan jeg bruger vådservietter til at forstærke min gine med. Vådservietterne har jeg en bunke af. De er oprindeligt blevet brugt til at tørre maling osv. af med og derefter lagt til tørre. Hvorfor? Fordi det når alt kommer til alt, er nogle ultra fine små stykker, som kan bruges på mange måder i min kreative verden.

Når jeg vælger at bruge tørre vådservietter til min gine har det flere årsager. For det første er en tør vådserviet meget lig stof, det er bare meget tyndt og fint. For det andet havde jeg lyst til at prøve noget nyt. Den sidste grund er at det forstærker min gine yderligere og jeg ønsker at hun skal kunne holde i mange år.

Først har jeg revet de tørre vådservietter ud i strimler og derefter i mindre stykker. Jeg limer dem på med min mellim blanding. Når ginen er tør skal hun åbnes og skilles fra Barbiedukken. Det gør jeg med en hobbykniv også kaldet Stanley kniv. Processen kan du se i videoen som jeg har indsat herunder.

Når jeg har min gine skilt fra dukken skal den lukkes igen og her bruger jeg igen de tørre vådservietter. Denne gang river jeg dem kun i strimler og breder strimlerne ud med mine fingre. På den måde får jeg nogle lange strimler der kan nå hele vejen rundt om ginens krop og det er super holdbart.

Den eneste ulempe der er ved at bruge de tørre vådservietter er at de trevler/fnulre når jeg går i gang med at slibe... men det kan du se og høre mere om i næste indlæg og video.

Jeg håber du er blevet inspireret til selv at være kreativ og ønsker dig mange dejlige kreative timer :-D

søndag den 30. oktober 2016

DIY Papmache græskar malet med kaffe

Sjældent har jeg været så irriteret på papir og i særdeleshed på bogpapir fra en gammel bog, som jeg var da jeg startede dekorationen af det anden sidste græskar. Bogpapiret ville ikke bukke sig rundt om græskarret og det ville slet ikke side fast. Så det var lige før jeg opgav at pynte med det. Men må jo også indrømme at jeg er lidt stædig og jeg ville virkelig gerne pynte græskarret med gammelt bogpapir frem for en ganske almindelig avis. Så til sidst lykkedes det da også. Papiret måtte rives ud i meget små stykker og først sættes spredt på og lidt efter lidt kunne stykkerne overlappe hinanden.

Papmache græskar bliver malet med kaffe

Gammel papir er af så høj en kvalitet at det laaangt overgår dagens bogpapir. Det suger ikke vand på samme måde som nyt papir og det falder ikke sammen. Så jeg kan blot konstatere at det er af en langt bedre kvalitet og måske egner sig allerbedst til at tegne og male på. Skulle du være udstyret med en engels tålmodighed, kan jeg anbefale dig at forsøge dig med papmache med gamle bøger.

De to færdige græskar. Det mørke græskar er malet med flere lag kaffe.
Det lyse græskar er først dekoreret med papmache og derefter malet med kaffe.

Noget af det der overraskede mig allermest var den porcelænsagtige og lak lignende overflade kaffen gav mine græskar. Det var en ekstra bonus som jeg virkelig værdsætter. Men jeg er også opmærksom på at det ikke er porcelæn og de er ikke lakkerede. Så hvis de bliver våde... Derfor hvis du maler græskar med kaffe og de skal kunne tåle vand, så husk at lakere dem. Det vil desuden forlænge deres holdbarhed.

I videoen herunder kan du se hvordan jeg løste papmache problemet med det gamle genstridige bogpapir. Du kan også se hvordan jeg fik den dybe mørke farve frem på mit kaffe malede græskar.



Afslutningsvis vil jeg sige at det er godt nok første gang at jeg har malet med både skocreme og kaffe, men det er absolut ikke sidste gang. Resultaterne er fantastiske og jeg er ovenud begejstret, for de effekter det har givet.

Materialeliste:
DAMMS lommeordbøker, Tysk/Norsk - Norsk/Tysk
Udendørs trælim blandet med vand, Limfix universal inde/ude købt hos 
Kaffepulver, KENA mocca, købt i Aldi

Jeg håber du er blevet inspireret til selv at gå i gang med at lave dine egne græskar fra bunden og vil ønske dig rigtig god fornøjelse og en uhyggelig Halloween :-)

lørdag den 22. oktober 2016

DIY græskar med serviet decupage

Da jeg gik i gang med at lave græskar til dette års Halloween ud af ødelagte sokker, var tanken at jeg ville lave 4 videoer. Men det bliver i stedet til 5 lav det selv videoer.

Decupage græskar pyntet med blomster
I denne fjerde video viser jeg hvordan jeg dekorere mit malede græskar med serviet decupage. I den (forhåbentlig sidste) viser jeg hvordan jeg dekorere de sidste 2 græskar med papmache.


Materialeliste:
  • Hjemmelavet græskar (link til video 1 + video 2 + video 3)
  • Grundmaling, kan være Gesso, akrylmaling eller en billig vægmaling
  • Maling til meleret baggrund: Belluno Akryl kunstnerfarve Titanium Buff 206 +++
  • Lim blanding: ½ Udendørs trælim Pattex Waterproof (købt i Lidl kr. 20,-) & ½ vand
  • Pensler: 
    • 4 cm Bred Grene Art kr. 9,90
    • Lille blød pensel nr. 10 flad med rund spids, som jeg desværre ikke kan huske hvor er købt og hvad den kostede. Men jeg kan se at den har været en del af en pakke med pensler, da jeg har flere forskellige med samme opbygning. Tror det også er fra søstrene Grene. 
    • Lille rund spids pensel til at "skære" motivet ud med. Jeg brugte selv en pensel med vandbeholder, som jeg normalt bruger til vandfarver/akvarelmaling. Jeg kan ikke se noget navn på den men ved at den er købt hos Stelling på Strøget og kostede ml. kr. 50,- og 100,-
  • Servietter: Ihr, The Metropolitan Museum of Art, Bouquet of Roses cream 0-C 4060 kaffeservietter købt for en del år siden for kr. 24,95. Samme mærke og motiv i de store middags servietter.
Halloween græskar med romantisk look
Når jeg kigger på dette græskar, får jeg virkelig lyst til at lave flere men på glat baggrund. Så ville de ligne porcelæn endnu mere end den gør nu.
Græskar med Roser på hører ikke til den
uhyggelige slags og derfor behøver det
ikke kun at blive brugt til Halloween
Jeg tænker at dette græskar ikke kun bliver brugt til Halloween, men også til andre lejligheder hvor det passer ind i f.eks. opdækningen. Og hvem siger også at man kun kan pynte med græskar når det er Halloween...
Græskar der vil pynte på et bord fyldt med
det fineste porcelænservice til kaffe og kage

Husk du kan være sammen med ligesindede og kreative mennesker ved at blive medlem af den nye Facebook gruppe. Her kan du se og selv vise kreationer inspireret af HobbyKrea. Du finder gruppen lige her: https://www.facebook.com/groups/hobbykrea/

Rigtig god fornøjelse med dine egne kreative projekter :-)

mandag den 17. oktober 2016

DIY Halloween græskar af genbrugsmaterialer

Man kan nemt lave græskar af strømper, bluseærmer eller strømpebukser og jeg har gjort det et par gange nu. Denne gang har jeg lavet små "uhyggelige" græskar af strømpestykker.

Græskar til Halloween malet med skocreme.
I baggrunden plast kranier der også fik en omgang skocreme.

Græskar fremstillet af genbrugsguld som i dette tilfælde er gamle
strømper der skulle have været smidt ud.

Græskarne på dette foto er store og dem lavede jeg for mange år siden
 ud af strømpebukser der ellers skulle have været smidt ud. For et par år siden
 dekorerede jeg dem om til min søns konfirmation, så de blev sorte med lidt hvidt.
Tip inden start; Hvis du vælger at lime stilken på med limpistol, så gør det inden du maler og dekorerer dine græskar. Det kan godt lade sig gøre efter, men så skal du bare lige som jeg blev nød til, male det samme to gange... lær i stedet af mine fejl og spar på dine egne ;-)

Klik på billederne herunder for at komme til video tutorial.
Lav GRÆSKAR af genbrugsmaterialer (1/4)
Her laver jeg et græskar med stilk ud af foden på en strømpe. Det kunne lige så godt have været en strømpebuks eller en bluse, så var græskarret måske blevet større, alt efter hvilken størrelse tøj der bliver brugt. Ønsker man et meget stort græskar kan det anbefales at bruge kroppen af en bluse eller bagen på et par strømpebukser i voksen størrelse.

DIY Halloween GRÆSKAR (2/4)
Dette græskar er fremstillet at et halv skaft fra en knæstrømpe i bommuld. Det får i første omgang ingen stilk, den bliver først sat på i næste video. Det bliver et lille stramt græskar som jeg sammen med to andre græskar dekorerer med papmache og servietdecupage i den sidste video.

DIY GRÆSKAR til Halloween (3/4)
Så skal penslen svinges... der males og det bliver med et for mig helt nyt materiale i denne sammenhæng. Skosværte, det plejer jeg at bruge til mine sko, men jeg har set andre bruge skocreme som sværte på papir og tænkte... "Hvorfor ikke" Og jeg må sige at jeg blev meget positivt overrasket. Det fantastiske med skocremen er at det er fedtet når det smøres på og ikke er heldækkende. Dvs. at den underliggende maling skinner igennem og seslvom jeg bruger to forskellige farver skocreme ovenpå hinanden, kan man se begge lag. Det giver en super lækker dybde og en behagelig overflade, der mod forventning IKKE er klistret.

Lav græskar 4
I den sidste video dekorerer jeg 3 græskar med papmache og servietdecupage. Jeg må hellere indrømme at det er jeg i skrivende stund endnu ikke færdig med... så den sidste video kommer i et separat indlæg her på bloggen.

Materiale liste:
Tøj formet som et rør
Garn eller stærk tråd
Nål og saks
Pudefyld fra en pude der var på vej i skraldespanden. Alternativt kan bruges skumgummi, ris, korn eller sand.
Gesso eller anden underlagsmaling til at mætte stoffet med. Søstrene Grene har Gesso til kr. 30,- som jeg har brugt og det er udmærket til prisen. Har du ikke adgang til Gesso eller vil du ikke købe det, kan jeg anbefale en billig vægmaling.
Limpistol og limstifter
Varmebestandigt underlag. Selv bruger jeg bagepapir og det er godt både til limpistol og maling og græskarrene hænger ikke fast.
Maries Acrylic 132 Gold
Skocreme "Din Grønne Skobutik" Brun
Skocreme "Shoe Finish" fra Normal Sort
Pensel
Gummi eller plasthandsker (en til den hånd der holder på græskarret er nok)

Græskar DIY /  Pumpkin tutorial on YouTube

Jeg håber du blev inspireret til selv at være kreativ og gå i gang med dine egne genbrugsgræskar. De kan holde i uendelige tider og kan males og dekorers på ny, når stil og smag skifter.

På kreativt gensyn, Pia

mandag den 5. september 2016

Sådan laver man stoffjer

Lav dine egne stof fjer, det er nemt. Og det der kræves mest af er tålmodighed, når limen skal tørre. Jeg har brugt stofrester som min veninde gav mig. Først da jeg skrev dette indlæg kom jeg i tanke om at jeg havde et par stykker stof liggende til tørre ude på altanen. Og så måtte jeg straks i gang med at klippe dem i facon.
1 strømpe og 1 rest stof blev til 3 fjer


Et stk HR sok og et stk stof limet sammen og klar til at blive klippet til fjer

I stoffet havde jeg lagt en ekstra lang messing tråd.
Klippede stoffet over på midten og bed messingtråden over med en tang.

Her er de to stof fjer næsten klippet færdigt

Synes at det er lidt sjovt at den ene fjer faktisk ligner et blad.
 Det har jeg forøvrigt lavet på denne måde før, bare med papir.


Jeg håber du blev inspireret til at lave dine egne fjer ud af div. stofrester.
På kreativt gensyn, Pia :-D

søndag den 25. marts 2012

Maling af papmache fad


Efter færdigtørring af fadet har jeg et par valg:
1. skal fadet være glat og helt plant på overfladen?
eller
2. skal det være nobret og rustikt på overfladen?

Hvis det skal være glat og helt plant på overfladen. Skal det slibes og/eller der skal lægges glatte stykker papir på. Det kunne være silkepapir, avispapir, glanspapir eller f.eks. rispapir...

Jeg besluttede at eftersom dette er mit første fad, vil jeg gerne have at det skal minde mig om nettop dette alene ved berøring af overfladen. Derfor skal det males med den nubrede overflade. Jeg har valgt at give det helt almindelig hvid panelmaling som grundmaling for senere dekoration.




fredag den 30. september 2011

Tørring af papmachemasse der er formet til skål eller fad


Så skulle den formede papmache skål/fad tørre og det kunne jeg gøre på en af to måder:


  1. Sæt den et lunt og tørt sted til langtidstørring... det kan tage både dage og uger og kræver en vis form for tålmodighed... noget som jeg nok ikke besidder i så høj grad
  2. Eller jeg kunne sætte den (kun hvis det er et ovnfast skål/fad der er under papmachemassen) i min varmluftsovn 
    Varmluftsovn 100 grader i 4 timer

Derefter tog jeg det ovnfaste fad forsigtigt ud (løft papmacheformen forsigtigt op) og satte papmache skålen 

 tilbage i ovnen (ovenpå et fladt stykke bagepapir)  i 2 timer på 100 grader nu med bunden ned for at sikre at den blev flad

De sidste 15 minutter vendte jeg bunden i vejret på papmachefadet for at sikre at bunden blev tør.
Ventetiden var derefter ovre og resultatet ser sådan ud

Det her er mit allerførste fad formet ud af papmachemasse og der er lidt skævhedder, men når alt kommer til alt er jeg meget godt tilfreds :)


DIY: Våd papmachemasse lav selv skål eller fad

Der er flere måder at arbejde med papmachemassen på. Sådan gjorde jeg da jeg lavede et fad af våd papmachemasse:


Se i forrige indlæg lige her hvordan du laver din egen lækre papmachemasse incl. lim fra bunden... klar til brug... det er den der er brugt i dette indlæg.


Den fladrullede papmachemasse færdigformet og klar til tørring

Tryk papmachemasse klumpvis flad ovenpå et stykke bagepapir... hver nye klump lægges delvist ovenpå det der ligger der i forvejen... således at massen hele tiden får/har forbindelse med hinanden og der ikke opstår huller i papmachemassen... hold det et godt stykke indenfor bagepapirets kanter...

Når en passende mængde er presset sammen og ud på bagepapiret...

Lægges et tilsvarende stykke bagepapir ovenpå og der glattes lidt mere ud med hænderne

Rul stille og roligt en kagerulle ovenpå det øverste stykke bagepapir, indtil massen er ca. ½-1 cm høj (alt efter hvor tyk det færdige emne skal være)

Den masse der glider udenfor bagepapiret, skæres af og lægges tilbage i skålen

Nu er en ensartet plade papmachemasse klar til brug

Behold bagepapiret på og find en passende skål eller fad at forme det ud over

Læg skål/fad med bunden i vejret

Løft/glid/hiv bagepapiret med papmachemassen hen over modellen og lad det lægger sig omkring formen

Når den ligger så hele formen (skålen/fadet) bliver dækket, presses massen (indeni bagepapiret) ned over... klap og pres blidt, indtil faconen er perfekt og evt. luftbobler mellem form og bage papir er væk.

Det øverste lag bagepapir er taget af

 og formen på papmachemassen "skæres" ren i kanterne

   Det nederste lag bagepapir bliver imellem formen og papmachemassen

Så skal papmachemassen bare tørre...



torsdag den 29. september 2011

Papmachemasse opskrift med mel lim DIY / hjemmelavet


Den har været længe undervejs, men nu er jeg endelig klar med opskriften på en rigtig lækker våd papmachemasse, lavet fra bunden af og en fornøjelse at arbejde med... og ikke mindst til meget små penge.

Sådan er fremgangsmåden for at lave din egen papmachemasse med hjemmelavet lim.

Den rå papmachemasse lavede jeg sådan her:
Jeg har brugt helt almindelige aviser, revet ud i stykker.
Hældt kogende vand over, så det var dækket og mere til...
Derefter lod jeg aviserne stå i blød i nogle dage... rørte lidt rundt i dem, ind i mellem...
Den våde avismasse tog jeg derefter en lille portion af op i en blender og godt med kogt vand.
Massen blev blendet, så den var blød og lækker som havregrød
Den blendede avis-papir-masse blev derefter hældt op i en si og fik lov at stå og dryppe af...


Limen blev lavet på denne måde:
1 kop fin salt med jod
3 kopper billig hvedemel
7 kopper kogende vand
Det hele blev blandet i en skål og blendet med en stavblender, til en lind, klumpefri og silkeblød grød


De to ting (rå papmachemasse og mellim) blandes til en lækker papmachemasse:
Derefter tog jeg en håndfuld af den blendede papirmasse og klemte med mine hænder, lidt mere af det overskydende vand ud... lagde klumpen i en skål og blev ved indtil min skål var fyldt med papirklumper. Så øste jeg noget af den hjemmelavede mel-lim over papirmassen... æltede papirmassen og limen sammen indtil det føltes rigtigt i mine hænder... en virkelig lækker papmachemasse... der sidder sammen når man klemmer på den, men som også skiller når man hiver i den, helt som papmachemassen skal gøre... nu har du en lækker våd papmachemasse.

Note: Grunden til at jeg KUN bruger kogende og kogt vand er at risikoen for at produktet kommer til at lugte dårligt, pga. bakterier i vandet, nærmest elimineres og massen kan stå længe uden at blive dårlig og brugt når man er i humør og der er tid.

God fornøjelse med din egen hjemmelavede papmachemasse :)